Gå direkte til indhold
Schilling

Dansk triatlet udtaget til Rio

Triatleten Andreas Schilling er udtaget til OL i Rio. Dermed fortsætter Danmark traditionen med at være repræsenteret i triatlon ved samtlige OL, hvor sportsgrenen har været på programmet.
25-årige Andreas Schilling sikrede i sidste måned en dansk nationsplads ved OL i Rio, og nu er han officielt udtaget af DIF’s bestyrelse på baggrund af en indstilling fra Dansk Triatlon Forbund. Triatlon var første gang på OL-programmet i forbindelse med legene i Sydney i 2000, og udtagelsen af Andreas Schilling betyder, at Danmark efter OL i Rio fortsat har haft triatleter med ved samtlige OL, hvor den krævende idrætsgren har været på programmet.

”Det bliver en kæmpe oplevelse for mig. Jeg har længe haft fokus på OL, og det har lige givet mig fem procents ekstra motivation, når det har været hårdt. Det har gjort, at jeg lige har kunnet grave lidt dybere både til træning og til konkurrencer,” siger Andreas Schilling.

Den olympiske triatlon består altid af 1,5 kilometers svømning, 40 kilometer cykling og 10 kilometer løb. Men der er stor forskel på konkurrencerne alt efter ruternes sværhedsgrad. I London var det en relativ nem rute. Svømningen fandt sted i en rolig sø, mens cykling og løb begge blev afviklet på pandekageflade ruter.

Det bliver anderledes i Rio. Her foregår svømmedelen i Atlanterhavets bølger ud for Copacabana-stranden, på cykelruten skal atleterne flere gange tackle en stejl stigning i nærheden af Cantagalo-favelaen, inden løberuten bliver afviklet langs stranden.

I London klumpede atleter sammen på cykelruten, og rigtig mange var i samlet flok, da de skulle i gang med løberuten. Det var simpelthen svært at gøre en forskel på den flade cykelrute.

”Det bliver et anderledes løb end i London. Jeg skal arbejde med den bakke, der er på cykelruten. Det er på cyklen, hvor jeg normalt kan gøre den største forskel, så ruten passer fint til mig,” siger Andreas Schilling.

”Det er dejligt, at Andreas sørgerede for, at Danmark igen er repræsenteret i triatlon. Han er med til at sikre, at vi har en god bredde på det danske OL-hold - forstået på den måde, at vi er repræsenteret i en lang række forskellige idrætsgrene i Rio. Det er et kendetegn for det danske hold,” siger Morten Rodtwitt, der er DIF’s OL-chef de mission.

Andreas Shilling bruger juni måned til at træne sin grundform og lægger lidt konkurrence ind for at bevare skarpheden. Den sidste fintuning af formen finder sted på en træningslejr i Tyskland, hvor han er op til legene begynder.

Fredericia Kommune er en af Danmarks 21 Elitekommuner, som samarbejder med Team Danmark om talentarbejde. Direktør i Team Danmark, Lone Hansen, fremhæver det lokale træningsmiljø, som en væsentlig faktor til Andreas Schillings flotte udvikling.

”Andreas er et produkt af et stærkt klubmiljø i Fredericia Triathlon Team, et meget kompetent arbejde i Fredericia Eliteidræts talentcenter og et godt landsholdsmiljø i Odense. Vejen til Rio har ikke været snorlige for Andreas, og han har oplevet modgang og tilbageslag i sin sportslige udvikling. Det oplever mange talenter på et tidspunkt i deres karriere, og det kræver stor vilje og dedikation at overvinde modgang tidligt i sin karriere som eliteatlet. Det har Andreas Schilling formået, og det gør hans udtagelse til OL endnu mere imponerende,” siger Lone Hansen.

Herrernes triatlon-konkurrence finder sted torsdag den 18. august. Ingen danske kvindelige atleter klarede kvalifikationen til OL i Rio.

Billeder:
Download billeder af Andres Schilling til redaktionel brug her: http://www.ol2016.dif.dk/da/presse/atletfoto

Fakta om Andreas Schilling Andersen:
Alder: 25 år
Bedste resultat: Nummer to ved World Cup i New Plymouth (2016)
Klub: Fredericia Triathlon Team (men træner med Tri Team SDU i Odense)

Danske OL-triatleter:
2000 Sydney: Marie Overbye (nummer 28), Jan Hansen (44)
2004 Athen: Rasmus Henning (7)
2008 Beijing: Rasmus Henning (8)
2012 London: Line Jensen (23), Helle Frederiksen (27)
2016 Rio: Andreas Schilling (?)


Fakta om OL i Rio:
5.-21. august 2016
DIF og Team Danmark forventer at kunne stille med et endeligt hold på cirka 120 atleter. Det er de enkelte specialforbund, der indstiller atleter til udtagelse, og det er bestyrelsen i DIF, der også er Danmarks Olympiske Komité, som står for udtagelsen.

Atleter udtaget til OL:

Atletik:
Sara Slott Petersen, Andreas Bube, Stina Troest, Abdi Ulad, Anna Holm Baumeister, Jessica Dreskau-Petersson

Bordtennis:
Jonathan Groth

Brydning:
Mark O. Madsen

Kajak:
René Holten Poulsen

Roning:
Anne Lolk, Juliane Elander Rasmussen, Anne Dsane Andersen, Lærke Berg Rasmussen, Morten Jørgensen, Kasper Winther Jørgensen, Jacob Barsøe, Jacob Søgaard

Sejlsport:
Jena Mai Hansen, Katja Salskov-Iversen, Anette Viborg, Allan Nørregaard, Jonas Høgh-Christensen, Michael Hansen, Anne-Marie Rindom, Lærke Buhl-Hansen, Sebastian Fleischer, Jonas Warrer, Christian Peter Lübeck.

Skydning:
Jesper Hansen, Stine Nielsen, Torben Grimmel

Svømning:
Jeanette Ottesen, Rikke Møller Pedersen, Lotte Friis, Mie Ø. Nielsen, Viktor Bromer, Anton Ørskov Ipsen, Mads Glæsner, Pál Joensen, Pernille Blume, Anders Lie, Daniel Skaaning, Søren Dahl, Magnus Westerman

Triathlon:
Andreas Schilling Andersen

Information omkring brug af cookies
Hjemmesiden bruger cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også infomation om, hvordan du bruger dif.dk. Årsagen er, at vi gerne vil forbedre den for dig og alle andre. Vi bruger cookies til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre ind på siden, accepterer du vores brug af cookies.




Accepter