Gå direkte til indhold

Sejlere udtaget til OL

Fire stærke sejlere er nu klar til at kæmpe med om topplaceringer i Rio. De fire udtagne atleter er Jena Mai Hansen, Katja Salskov-Iversen, Anette Viborg og Allan Nørregaard.

Efter indstilling fra Dansk Sejlunion har DIF’s bestyrelse udtaget de to bådklasser 49erFX og Nacra 17 til OL i Rio. 49erFX-klassen repræsenteres af Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen, mens Nacra 17-klassen repræsenteres af Anette Viborg og Allan Nørregaard.

Der er blevet sat navne på, hvem der skal deltage for Danmark i de to bådklasser efter et internt udskillelsesløb på sejlerlandsholdet, hvor kampen om OL-billetterne har været intens. 
DIF’s olympiske chef de mission Morten Rodtwitt siger om udtagelsen af Jena Mai Hansen, Katja Salskov-Iversen, Anette Viborg og Allan Nørregaard      

”Danmarks internationale niveau i sejlsport er tårnhøjt, og det faktum, at der har været flere atleter i spil til de forskellige bådklasser, siger alt. Det er efterhånden længe siden, at bådklasserne sikrede sig OL-kvalifikation, og det er positivt, at vi nu har navne på OL-deltagerne i 49erFX og Nacra 17. Dermed kan forberedelserne intensiveres yderligere, og det bliver ekstremt spændende at se dem i Rio.”

Allan Nørregaard, som er styrmand på Nacra 17-båden, vandt sammen med makkeren Anette Viborg VM-sølv i USA for få uger siden. Han ser frem mod OL med en klar målsætning: 

”Målet har hele tiden været at tage til Rio for at vinde en medalje, og vores niveau pt. viser, at det stadig er et realistisk mål. Nu handler de kommende fem måneder om at forberede sig så godt som muligt på, hvad det egentlig er, man går ind til ved et OL. Den store forskel på et OL og alle andre stævner, er især den enorme medieeksponering, og det er klart noget, vi skal forberede os godt på,” siger Allan Nørregaard, som sammen med sin daværende makker Peter Lang vandt en bronzemedalje i 49er-klassen ved OL i London 2012

Team Danmarks direktør, Lone Hansen, siger om udtagelsen:

”Jeg glæder mig meget til at følge atleterne i 49FX og Nacra 17 kæmpe med blandt de bedste i Rio. Det har de niveauet til. Dansk sejlsport er på et meget højt internationalt niveau, og det er kendetegnet ved nogle stærke værdier, hvor man samarbejder for at blive endnu dygtigere. Danmark er en lille nation, hvor vi ikke har ressourcer som mange af de nationer, vi konkurrerer med. Derfor er det inspirerende at se, hvordan de danske sejlere formår at gøre hinanden stærke ved at løfte i flok. Det er vejen frem – ikke kun for sejlerne men for dansk elitesport,” siger Lone Hansen.

Fakta om Jena Mai Hansen:
Alder: 27 år
Disciplin: 49FX
Udvalgte resultater:
49erFX EM 2015 - sølv
49erFX VM 2015 - 4. plads
49erFX VM 2014 - 6. plads
49erFX EM 2013 og 2014 – 4.plads

Fakta om Katja Salskov-Iversen
Alder: 21 år
Disciplin: 49FX
Udvalgte resultater:
49erFX EM 2015 - sølv
49erFX VM 2015 - 4. plads
49erFX VM 2014 - 6. plads
49erFX EM 2013 og 2014 – 4.plads

Fakta om Anette Viborg
Alder: 25 år
Disciplin: Nacra 17
Udvalgte resultater:
Nacra 17 VM 2016 – sølv
Nordisk mester i holdsejlads
Dobbelt europamester i europajollen
Fakta om Allan Nørgaard
Alder: 34 år
Disciplin: Nacra 17
Udvalgte resultater:
Nacra 17 VM 2016 – sølv
49er OL 2012 – bronze
49er EM 2012 – sølv
49er VM 2012 – bronze

Fakta om OL i Rio:
5.-21. august 2016
DIF og Team Danmark forventer at kunne stille med et endeligt hold på cirka 135 atleter. Det er de enkelte specialforbund, der indstiller atleter til udtagelse, og det er bestyrelsen i DIF, der også er Danmarks Olympiske Komité, som står for udtagelsen.

Atleter udtaget til OL:
Mark O. Madsen, brydning
Jeanette Ottesen, svømning
Rikke Møller Pedersen, svømning
Lotte Friis, svømning
Mie Ø. Nielsen, svømning
Viktor Bromer, svømning
Jesper Hansen, skydning
Stine Nielsen, skydning
Torben Grimmel, skydning
René Holten Poulsen, kajak
Jena Mai Hansen, sejlsport
Katja Salskov-Iversen, sejlsport
Anette Viborg, sejlsport
Allan Nørregaard, sejlsport   

Information omkring brug af cookies
Hjemmesiden bruger cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også infomation om, hvordan du bruger dif.dk. Årsagen er, at vi gerne vil forbedre den for dig og alle andre. Vi bruger cookies til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre ind på siden, accepterer du vores brug af cookies.




Accepter